Frederiks Hus

airteam leverer ventilationsentreprisen til Frederiks Hus i Aarhus

På Frederiks Plads i Aarhus er airteam i fuld gang med ventilationsentreprisen til Frederiks Hus. Byggeriet bliver det nye vartegn, der afslutter visionen for Frederiks Plads. Her forenes boliger, erhverv, restauranter, hotel og kontorer i én samlet bygning, som bliver et naturligt samlingspunkt for livet på pladsen.

Projektet omfatter cirka 27.000 m² bolig-, erhvervs- og butiksareal fordelt på 29 etager over terræn samt to etager kælder. Frederiks Hus rummer 18 etager med boliger, 7 etager kontor, 2 etager hotellejligheder samt stueplan med restauranter og andre spændende tilbud.

Ventilationsløsningen består af 12 centrale anlæg, som betjener erhvervsetagerne og butikkerne i stueplan med en samlet luftmængde på cirka 87.000 m³/h. Alle lejligheder og hotellejligheder udføres med hver sit decentrale Nilan-anlæg. For at sikre røgfrie flugt- og indsatsveje i tilfælde af brand, installeres desuden 2 ATA-anlæg der tryksætter sikkerhedstrapper og brandmandselevatorer. Der etableres mekaniske røgudluftningsanlæg i kælderen. Kontoretagerne udføres med diffus indblæsning igennem nedhængte lofter og central udsugning.

En af de særlige tekniske løsninger er et fællesindtag placeret på 8. og 9. etage, der forsyner både boliger og erhverv over dette niveau. Ifølge lokalplanen må friskluftsindtag til ventilation ikke placeres højere, da der er risiko for luftforurening fra industrien på havnen. Byggeriet opføres med præfabrikerede facadeelementer, hvor ventilationsriste, overgangsstykker og vinduer er integreret fra fabrikken.

Projektet stiller store krav til samspillet mellem teknik og arkitektur. I tæt dialog med arkitekterne fra C. F. Møller Architects har airteam udviklet løsninger, der både understøtter bygningens visuelle udtryk og optimerer funktionaliteten. Det gælder blandt andet særligt tilpassede facaderiste og føringsveje, der giver maksimal loftshøjde i boliger og kontorer.

Frederiks Hus bliver DGNB-certificeret med Guld og yderligere DGNB-certificeret med Hjerte for kontoretagerne. airteam har bidraget ved at sikre, at alle ventilationsmaterialer er godkendt til DGNB Hjerte.

Frederiks Hus forventes afleveret i april 2027. Bygherre er Bohnsen Ejendomme A/S med Raundahl & Moesby A/S som totalentreprenør. Med dette projekt leverer airteam energieffektive og æstetisk tilpassede ventilationsløsninger til et byggeri, der afslutter udviklingen af Frederiks Plads på bedste vis.