Servicetekniker

William har været en del af airteam siden januar 2024. Hans arbejde spænder over både små og store ventilationsprojekter, og trives med den variation, der følger med at være servicetekniker i airteam.

Hvad laver en servicetekniker i airteam?

”Som servicetekniker i airteam arbejder vi med at optimere ventilationsanlæg i alle størrelser og former. Det kan være alt fra små husanlæg i lejligheder til store, komplekse systemer som dem, vi ser ved fx IKEA, hvor vi håndterer store mængder luftgennemstrømning. Vi sørger for, at anlæggene fungerer optimalt – både når de er helt nye, men også når de har været i drift i mange år.”

Hvilke projekter har du været involveret i?

”Jeg har haft muligheden for at arbejde på flere spændende projekter. Et af de mere større var IKEA-projektet. Jeg har også arbejdet med brand-ATA styring på Kirk Kapital i Vejle, hvor vi skulle sikre, at alle systemer var fejlfri og i overensstemmelse med sikkerhedsstandarderne. Jeg er meget rundt omkring, og det er noget, jeg virkelig værdsætter.”

Hvad er det mest spændende ved at arbejde i airteam i forhold til dine arbejdsopgaver?

”Det mest spændende ved at arbejde i airteam er helt klart den variation, man får i arbejdet. Jeg kan være ude og arbejde på små anlæg i lejligheder en dag og så være ude på meget store opgave den næste. Jeg synes også, det er spændende at komme rundt i landet og opleve forskellige projekter. Jeg har arbejdet et par dage på Sjælland, hvilket falder mig godt ind. Jeg tror ikke, det er for alle, men jeg nyder virkelig, at airteam giver mig muligheden for at komme lidt rundt.”