På bygningsingeniørstudiet lærer de studerende om ventilation på 3. semester, netop hvor de skal ud at søge praktikplads. Stine Bentsen, der har valgt Energi og Indeklima som speciale, følte, det var oplagt at søge praktik hos airteam, som er en af landets førende aktører indenfor teknisk ventilation.
Hvad har du arbejdet med under din praktik i airteam?
”Jeg har samarbejdet meget med tegnerne i afdelingen, som sidder og tegner ventilationsprojektet op i Revit og MagiCAD. Jeg har deltaget i mange koordineringsmøder og samarbejdet med totalentreprenøren og de rådgivende ingeniører.”
Stine har siddet med et nyt og relativt stort projekt. Her skulle hun være med til at dimensionere armaturer, beslutte føringsveje samt finde ud af, hvordan det kobles på maskinerne. Der var ret skrappe krav til luft og tæthed.
Fra tegnebræt til virkelighed
Stine har haft lejlighed til at være med ude på byggepladser, og hun synes, det har været spændende at se, hvordan et projekt på tegnebrættet bliver realiseret på byggepladsen.