Heidi Fjelsted har været ansat i airteam i snart 18 år. Hun er uddannet teknisk designer. Hun fik sit første job i ventilationsbranchen og har ikke fortrudt valget et sekund.
”Mine opgaver som teknisk designer og tegnestuechef er mangeartede. Jeg er ansvarlig for elever, og sikrer at eleven udvikler sig og falder godt til i afdelingen. Samtidig deltager jeg i ERFA møder på hovedkontoret i Aarhus, hvor jeg efterfølgende opdaterer mine kollegaer med den nyeste viden indenfor Revit og MagiCAD”.
Det er vigtigt for Heidi at have en afvekslende hverdag og hun motiveres af de forskelligartede opgaver, hvor hun kan udfolde sin kreativitet.
”Vi har netop afsluttet et stort kontorbyggeri på Kay Fiskers Plads i Ørestaden, hvor jeg har arbejdet sammen med projektlederen og formanden med løbende at tilpasse tegninger og uploade dem på Byggeweb samt sende filer til Dalux. Samtidig er jeg i gang med et andet projekt; DHL pakkehal og kontorbygning i Kastrup Lufthavn, hvor jeg bl.a. laver kollisionstest mod alle installationer”.
Hvad skal der til for at være en god tegner?
”Når du sidder med flere projekter på en gang, er det vigtigt at du smidigt kan håndtere uforudsete situationer, og i samarbejde med projektlederen kan finde løsninger, så projektet kan realiseres. Du skal selvstændigt drive opgaverne fremad og sparre med dine kollegaer”. Heidi understreger det vigtige i at få indsamlet den information, du som tegner, skal bruge for at kunne udføre tegningerne korrekt. ”Det kræver at du er god til at samarbejde og kan håndtere dine kollegaers forskellighed”.
”Det er vigtigt som teknisk designer at have forståelse for tekniske problemstillinger og vide hvad, der kan lade sig gøre når vi tegner projekter. Det er en stor tilfredsstillelse at være med til at skabe nye bygninger eller renovere ældre huse, som fx med det projekt jeg sidder med lige nu ”The Trinity Quarter””. Det gamle kvarter ved Købmagergade skal omdannes til 3000 kvm butikker, 17000 kvm hotel og ca. 1000 kvm boliger.
Hvad kan du bedst lide ved airteam?
”Det er helt klart frihed under ansvar, at vi stoler på hinanden og at mit arbejde bliver værdsat. Men også mine søde kollegaer og det sociale samvær. Ikke bare ved firmaturene, men i hverdagen”.
”Det er rart, at airteam hele tiden har udviklet sig den tid jeg har været her. airteam har fx et internt akademi med faglige kurser, der afholdes på hovedkontoret eller hos os i Roskilde afdelingen. Jeg synes man som medarbejder har pligt til kontinuerligt at lære nyt og blive bedre.”
“Sundhed er også blevet en del af airteams hverdag, hvor jeg som sundhedsambassadør blandt andet opfordrer kollegaerne til at gå med på den daglige gåtur samt deltage i de interne sundhedstiltag som fx at stå mere op ved skrivebordet”.